Om å fange en stemning

I et intervju publisert her på Scenekunst forrige uke forteller Jon Fosse om arbeidet med å skrive libretto basert på sin egen romanserie Trilogien, som består av Andvake, Olavs draumar og Kveldsvævd. Operaen har fått navnet Asle og Alida og er en sambestilling av Bergen Nasjonale Opera og Den Kongelige Opera i København, med urpremiere i Bergen 29. mars. Det var operasjef i Bergen Eivind Gullberg Jensen som hadde ideen om å koble Bent Sørensen og Fosse. I denne teksten er det Sørensens tur til å fortelle om sin opplevelse av dette samarbeidet, også denne gangen i form av et intervju per e-post.

Travle dager Bent Sørensen er født i 1958. Han har gjort seg gjeldende som komponist siden midten av 1980-tallet. I 1996 mottok han Nordisk Råds Musikkpris, i 2018 den amerikanske komponistprisen Grawemeyer Award, noe ingen norsk eller svensk komponist har fått, men én danske til, Hans Abrahamsen, samt to finner, Esa-Pekka Salonen og Kaija Saariaho – og størrelser som Pierre Boulez, Krzysztof Penderecki og Witold Lutosławski.

Sørensens musikk har jevnlig vært fremført i Norge. Han var festspillkomponist i Bergen i 2007 og har vært fremført av norske symfoniorkestre, ensembler og kor, og av flere norske solister, blant dem Leif Ove Andsnes og Tine Thing Helseth. Matteuspasjonen, bestilt av Oslo Internasjonale Kirkemusikkfestival og urfremført i 2021, er et av flere Bent Sørensen-verk som har fått et publikum langt ut over ny musikk-kretser. Fire dager før premieren på Asle og Alida har den travle dansken enda en urfremføring, Johannespasjonen, også denne gang under Kirkemusikkfestivalen.

En god idé Bent Sørensen har skrevet én opera tidligere, Under himlen, og har lenge hatt lyst til å skrive én til. Hva synes han så om idéen fra Gullberg Jensen, om å skrive musikk til en tekst av Jon Fosse? 

Jeg syntes, det var en rigtig god idé, og jeg var meget glad for at blive spurgt. Når man når min alder, må man være ret selektiv, når det gælder, de værker man vil komponere. Man kan ikke længere nå at skrive alle værker; men opera ville jeg gerne komponere igen. Jeg havde læst det meste af Fosse tidligere og genlæste nu Trilogien og blev meget begejstret. Det eneste problem, jeg havde, var, at der allerede i Fosses sætninger er så meget musik, at jeg kunne være bange for, at musikken ville være overflødig.

Hva var din første reaksjon da du leste den nyskrevne librettoen?

Man kan måske sige, at den fremkaldte et positivt chok. Pludselig var billedsproget blevet til direkte tale. I romantrilogien ligger der så meget mellem linjerne – hvilket jo er det, der gør det til vidunderlig litteratur. I librettoen er der så blevet plads til musikken mellem linjerne. Jeg har læst Trilogien igen og igen undervejs mens jeg komponerede musikken ud fra librettoen. Der er en hel særlig stemning i romanerne, som jeg forsøger og fange med musik. Jeg har lidt på fornemmelsen, at romanernes sprog er en form for musikkens regibemærkninger.

Hvordan har det vært å skrive musikk til denne nye teksten?

Når man ser bort fra det hårde arbejde; ser bort fra tvivlen, håbløsheden og kriserne i arbejdet; så har det været skønt!

Sammensmeltning og motstand Hvordan forestiller du deg forholdet mellom tekst og musikk i Asle og Alida?

Mit håb er, at det ikke kan skilles ad. Der er tekst, der er musik, men det er blevet til noget andet sammen. På den ene side skal der nok være en vis modstand mellem tekst og musik, men på den anden side, skal det fornemmes som skabt af den samme.

«Eg ser framleis på meg som musikkens tenar», har Jon Fosse tidligere uttalt om det å skrive librettoer. Og videre: «Det kan tenkjast musikkteatrale former der tekst og musikk er meir i jamvekt, men i det ein med rimeleg tyding kan kalla for opera, er musikken viktigast.» Vil du være enig med ham i dette?

Det er klart, at vi måske forbinder opera mere som en musikalsk end en digterisk form. Vi taler om Mozarts og Strauss’ operaer og ikke Da Pontes eller Hofmannsthals operaer; men det er anderledes nu. Den her opera er jo utænkelig uden Fosses tekst, og det er mit ydmyge håb, at musikken er smeltet så meget i teksten og i Fosse univers, at det vil føles som om, at det var Fosse, der også havde komponeret musikken.

Ligger det ideer i din musikk som gjør at du har ønsker om å være med å bestemme noe i oppsetningen, eller overlater du alt til regissør og operateamet for øvrig?

Jeg vil helst overlade stort set alt til instruktør, dirigent etc. Selvfølgelig vil jeg svare på spørgsmål, give råd og følge processen; men jeg har jo ligesom gjort mit, og andre – som jeg er helt trygge ved – må tage over. Mens jeg skrev operaen, havde jeg hele tiden en fornemmelse af sceniske billeder, som kørte der en film inden i mig. Den visualisering var nødvendig for skabelsen af musikken; men den er bestemt ikke en facitliste – der er heldigvis meget, som andre er bedre til end mig.

Har teksten til Jon Fosse påvirket tonespråket ditt i noen retning?

Det må andre svare på, for jeg kan ikke, selvom det måske lyder lidt nonchalant. I hvert eneste nye værk, jeg komponerer, vil der være noget retrospektivt smeltet sammen med noget, jeg ikke vidste, jeg kunne komponere. Det er imidlertid ikke noget, jeg rigtigt tænker på.

Musikkens stillhet og Fosses pauser I librettoen til Asle og Alida er det pause-betegnelser på nesten hver side, noe han også har uttalt seg om tidligere: «For meg er desse pause-orda nok dei viktigaste orda når eg skriv for scenen, anten det er eit stykke eller ein libretto, utan dei hadde eg ikkje klart å skriva scenisk tekst: Svært lang pause - lang pause - pause - kort pause - svært kort pause.» Som komponist, hvordan leser du disse pause-ordene?

På forskellig måde. Nogle gange er pauserne aktive i form af bevægelse på både scene og i musikken, og andre gange står musikken stille og nærmer sig eller når frem til en stilhedens pause.

Du snakker ofte om stillheten i musikk. Hva bruker du stillheten til? Hva sier du med stillheten?

Når det gælder musik, kan man måske sige at: størst af alt er stilheden. Som komponist må man have et meget ydmygt forhold til stilheden. Det er den stilhed tonerne bryder ind i, og jeg forsøger ofte at skabe stilheden i form af lyd.

Noen steder i librettoen står det «voice off on tape». Hva viser det til?

I Asle og Alida har koret en rolle som fortæller, men jeg besluttede at en del af fortællerrollen skulle gives til en enlig talende stemme. Jeg tror, at det er inspireret af Trilogiens form, hvor der i Kveldsvævd (sidste del) springes frem i tid, og man får fornemmelsen af, at der er en fortæller fra en anden tid. I Asle og Alida er der så en fortæller fra et andet sted.

Ny tindebestigning I et intervju med Anders Beyer i 2004, om din første opera Under himlen, sier du: «Operaen har ændret mit liv – den har sat flere spor i mig end alle de andre værker, jeg har skrevet, har gjort tilsammen.» Var det opera som sjanger som gjorde inntrykk, eller var det verket Under himlen i seg selv som ga deg denne opplevelsen?

Det var nok en kombination af begge dele. Det var jo min første opera, og bare det at gå ind i – og opdage den genre var overvældende. Og ikke bare skulle jeg gå ind i genren, men også ind i en række personer, og det var nyt for mig. Jeg så mine personer alle vegne …

På hvilken måte spiller erfaringen med Under himlen med i denne nye operaen du nå har skrevet, tjue år senere?

Noget erfaring har det vel givet; men man står hver gang på bar bund og skabe og finde den verden operaen er. Da jeg begyndte på Under Himlen stod jeg foran et kæmpe bjerg, der skulle bestiges. Det var skræmmende, men jeg vænnede mig til det. Jeg skulle finde den musikalske form og timingen for et værk, der varede mere end to timer, og det skulle ske over tre år – en endelig uendelighed i slowmotion. Det var nøjagtig det samme med Asle og Alida, og selvom man kan vænne sig til det undervejs, er bjerget stadig det samme. Der er ingen lette løsninger skabt af erfaring. Det er svært og føles umuligt hver gang.

Librettoen til Under himlen er skrevet av Peter Asmussen. Det var hans idé, sier du i intervjuet med Beyer, «at musikken ligesom skulle være den røde tråd, som binder alt sammen». Gir dette mening å si også om musikken i Asle og Alida?

Ja – det tror jeg helt bestemt. I Under Himlen var det konkret i og med operaen foregik i to tider, og selvom det er helt anderledes i Asle og Alida, så føler jeg alligevel at musikken skal være en lim, en samlende tråd. Det er forhåbentlig musikken, der trækker en følelsesmæssig rød tråd gennem værket – at musikken smelter stemmerne, personerne sammen, at den på en måde fører librettoen frem til der, hvor den kom fra: Trilogien.

Peter Asmussen var også dramatiker, som Jon Fosse, og stykkene hans handler alle om kjærlighet, eller mangel på kjærlighet, har du sagt. Kan du si noe tilsvarende kort om hva Asle og Alida handler om?

For mig handler Asle og Alida om den klassisk-bibelske trilogi: Tro, håb og kærlighed – og – frem for alt det sidste, det største: kærligheden. En kærlighed der er smeltet sammen med tro og håb. En kærlighed, der rækker ud over døden. Når vi taler om «at leve sammen til døden skiller jer ad», tænker vi nok mest, at det handler om, at vi lever sammen med vores elskede til den første i kærlighedsrelationen dør; men måske er det - i den store kærlighed – først når den sidste i relationen dør. Sådan er det i min optik, når det gælder Asle og Alida.

Jeg har inntrykk av at du fulgte utarbeidelsen av librettoen til Under himlen tett over mange år, og når det gjelder Asle og Alida fikk du en ferdig libretto før du begynte å komponere musikken. Er det riktig? Var det slik at du heller ikke kunne endre noe på Asle og Alida-teksten underveis i arbeidet med den?

I virkeligheden var der ikke den store forskel. Når det gælder Under Himlen, så fik jeg først en synopsis fra Peter Asmussen – en beskrivelse af forløbets scener, som så satte musikalske billeder i gang hos mig. Tilsvarende musikalske billeder og fornemmelser kom til mig, da jeg læste Trilogien før Jons libretto kom. I begge tilfælde havde jeg altså tanker om musikken inden de to librettoer var skrevet, som jeg i ingen af de to operaer havde nogen egentlig indvirkning på, og heller ikke burde have en indvirkning på, for det er vigtigt – måske det vigtigste for en komponist – at arbejde med en modstand. En modstand, der udfordrer både komponisten og værket. En modstand der fordrer, at jeg komponerer en musik, jeg ikke vidste, jeg kunne komponere.

Undervejs i arbejdet på musikken til Asle og Alida aftalte Jon og jeg enkelte ændringer i teksten. Man kan måske sige, at efter at teksten skabte modstand til musikken, kunne musikken give en god modstand til teksten.

I intervjuet med Beyer sier du om operaen Under himlen: «Når man i så lang tid arbejder på ét eneste værk, kommer værket til at dække en stor del af ens egen historie. Hver eneste side i partituret rummer glimt af mit liv i de sidste seks år.» Gjelder det samme her, i partituret til Asle og Alida?

Ja – helt sikkert. Mine partitursider – og jeg skriver med blyant på papir – er min dagbog. Den er ikke i ord men i noder, toner og tid. Hver eneste partiturside rummer en del af historien om mig, som en dagbog kan gøre det. Det kan være private og personlige historier. Det kan være alt fra ligegyldige til helt afgørende hændelser, og det kan også være verdensbegivenheder – glæde, krig, ulykke, teaterpremierer etc.

Det går vel at mærke også den anden vej. Ofte hvis jeg ikke kan huske tidspunkter for almene som personlige begivenheder, tænker jeg på hvilken side i hvilket værk jeg skrev på det tidspunkt, og derigennem kan jeg tidslig stadfæste begivenheder.

Markante stemmer «Jeg var heldig meget tidligt at finde mit dna som komponist», leser jeg i et intervju i Kristeligt Dagblad i 2018. Du og Jon Fosse er to svært erfarne kunstnere, omtrent like gamle og med stor produksjon bak dere begge to. Hvordan kan det da gå til at man da kan samarbeide om et verk, når begge har så markante kunstneriske stemmer?

Det spørgsmål har jeg aldrig tænkt på, men hvis jeg alligevel skal kommentere det, så tænker jeg ikke, når jeg sidder med et værk, mig selv som en markant kunstnerisk stemme. I hvert eneste værk står man i begyndelsen nøgen og dilettantisk, og så kan man være nok så markant på papiret. Dog vil jeg også sige, at det har givet mig en stor ro, at det var Jon Fosse, der skabte både historien og librettoen, for ham kan jeg uden problemer se som en markant kunstnerisk stemme.

«Jeg tror heller ikke, at man kan lave det, som jeg gør, uden at have en form for tro.» Nok et sitat fra intervjuet i Kristeligt Dagblad. Spiller denne troen noen rolle i ditt og Jon Fosses samarbeid?

Umiddelbart har det ikke stor betydning; men det har en betydning, at jeg skulle skrive musik til en tekst, en historie, hvis udgangspunkt jeg følte, havde et fællesskab med min musik. Jeg kunne nærmest få fornemmelsen af, at historien var skabt til min musik.

I et intervju med Det Norske Kammerorkester året du fylte 60, sier du at du lenge har ønsket å skrive en ny opera. Hva lå i det ønsket?

Når man når en vis alder, og ikke længere er en ung komponist med masser af år og værker foran sig, begynder man at tænke: Hvad vil jeg helst nå at skrive, komponere i resten af mit liv. Man bliver så at sige mere selektiv. Opera var på min nedskrevne liste over, hvad jeg gerne ville nå at skrive. At komponere en stor opera er en udfordrerne proces – at komponere i detaljen og samtidig have på en langstrakt form – leve med fiktive personer i en årrække: Håbløst og vidunderligt på samme tid.

Handlingen i Asle og Alida ligger tilbake i tid, men det er ingen tidsangivelse i historien. Fremdriften baserer seg på eksistensielle behov, på kjærlighet, fortvilelse, nød og lidelse. Det er en tidløshet i verket, noe din musikk også kan gi assosiasjoner til. «Den minner om noe jeg aldri har hørt», er Arne Nordheims kjente ord om din musikk. Er dette sitatet stadig til en passende karakteristikk av din musikk?

Jeg er nok den dårligste til at karakterisere min egen musik, men da jeg i et brev fra Arne Nordheiim helt tilbage 1992 modtog hans karakteristik, blev jeg glad, og det er en karakteristik, en sætning, der har fulgt min musik lige siden.

Med to urfremføringer tett etter hverandre, Johannespasjonen i Oslo og Asle og Alida i Bergen, er det naturlig å spørre om det er noen forbindelseslinjer mellom disse verkene? Har arbeidet med det ene påvirket noe i det andre?

Bortset fra, at de har den samme komponist, som jo har et tonesprog, der på trods af konstante ændringer udspringer af det samme dna, er de to værker meget forskellige, og ud af til er der ikke noget der går igen. Johannespassionen er et kammerværk – fem sangere og fem strygere, og det faktum, at jeg begyndte at skrive på passionen umiddelbart efter, at jeg var færdig med Asle og Alida, gjorde nok at jeg både bevidst og ubevidst søgte noget andet.