Intet teater at miste

Som dansk dramaturg med base i Norge er jeg både stolt og skuffet over at arbejde og bo her. Jeg er stolt over hvor godt teater med høj kunstnerisk kvalitet der kan produceres helt fra nord til syd, fra øst til vest, fra by til landsby, fra amatør til professionel, fra etableret til græsrod, fra performance til institution, fra privat til offentlig, fra det levende til det bevægende. Men jeg er skuffet over at teater må nedbemande og nedskære i produktionsmidler og i nogen tragiske tilfælde måske helt lukke.

Afgørende kulturdeling At stille alle disse modsætninger op plejer egentlig ikke at gøre noget positivt for hverken den ene eller den anden modsætning, og her forsøger jeg ikke at beskrive et mønster som peger mod en dikotomi og hierarki, eller mod centrum og periferi med af mig værdisatte termer, men jeg forsøger ydmygt at skitserer forskellige punkter ved det sceniske liv for at pege på noget smukt og politisk forankret som eksisterer i norsk teaterliv. Jeg iagttager ikke disse som modsætninger eller yderpunkter, men som nedslag i et landskab som vidner om at norsk teaterliv er mangefacetteret, inkluderende, udviklende, progressivt, og så fuldt af udfordringer, modsætninger og problemer som alle andre praksisser i stadig udvikling. Det eksisterer i alle kroge af det norske landskab. Jeg husker da jeg første gang læste Fruen fra havet og tænkte at Ballested ikke bare er en slags lalleglad berettende kunstner, men et vidne på hvordan man i skandinavisk kontekst altid har rejst rundt til land og by og turneret med – og ikke mindst delt sin kunst med – alle de mennesker man møder på sin vej. Norge er et komplekst landskab med bjerg, fjord og sø, og afstandene er i dansk kontekst helt enorme. Akkurat derfor spiller kulturdeling en helt væsentlig rolle. Ballested er jo netop vidnet på dette blik udefra, det blik som skaber kontingens – den kontingens som udvikler og skaber merforståelse for ikke bare én selv, men hele lokalsamfundet rundt, hele forståelsen av det lokale op mod det nationale, og det nationale op mod det internationale.

Teatret er historisk drevet af en idealisme, en idealisme om bygger på forandringstrang, og på at forandre verden, måske til noget bedre, men i første omgang bare udfordre den og skabe et samfund i stadig udvikling og forandring. Dette kan måske lyde som floskler, men jeg iagttager det egentlig ret tydelig i måden det norske teaterlandskab flugter sig på. Der er en stor bevidsthed på det nationale, det norsk-sproglige, en generel afstandtagen til magter som ønsker at knægte den almengyldige og menneskelige ret. Teatret er en kraft, en modstandskraft, en idealistisk muskel som trænes hver eneste gang et ord sies fra en scene, et ben der bevæges, et lys der tændes eller slukkes. Denne kan man desværre bare holde i live hvis man har et teater å gøre det på. Teater er levende og bevægende og kan iscenesættes alle steder, på gaten og i små rom, men det kan også iscenesættes i rammer med et teatermaskineri der kan skabe teatermagi og lave børneteater i øjenhøjde, lave store musicals med sangstemmer som går ret i hjertet. Teatret kan være nostalgisk eller nyt. Alle disse ting som teater kan være, skal det forblive.

100 års viden Oslo Nye spiller en helt central rolle i dette landskab. For mig handler det ikke om hvilken relation Oslo Nye spiller til de andre teatre i byen, men at det i det hele taget bare er der. Det betyder at det bidrager til å være et alternativ til andre teater, og andre teatre et alternativ til Oslo Nye. I København er der teater og venues overalt i byen, så mange at man næsten ikke kan tælle det på to hænder. Der er teater for store og små, teater med bare fokus på musik, teater for hver bydel i byen, og jeg kunne blive ved. Der er udbud og tilbud i Oslo heldigvis, men allerede for nuværende er det i den lave skala sammenlignet med andre lande. At kvitte sig med et teater i denne størrelsesorden for en storby som Oslo vil være helt katastrofalt, for oplandet og for alle de kroger hvor teaterringene når ud. Oslo Nye fylder snart 100 år, og selv om antal år et teater har vært operativ ikke er argument nok i sig selv, så er det værd at nævne at der i løbet i av de snart 100 år har vært produceret oplevelser, indlevelser, bevægelser, og viden som vil bestå tidens tand. Teatret vil bestå og det vil forstå, det vil forstå og reflekterer den samtid det er en del af. Og Oslo Nye er på lige fod med alle andre teatre en stor del af de mennesker som vi er i dag. Jeg er stolt over å arbejde i Norge, og stolt over den kamp som kæmpes for at lade teateret bestå, og så utrolig skuffet over at politikerne ikke kan se dette. Ikke ser hvilke skuldre vi står på, og ikke mindst, ikke ser hvilke værdier man kan give videre til dem som kommer etter.

Kristoffer Spender er konstituert styreleder i Norske Dramaturger og dramaturg ved Trøndelag Teater. Han uttaler seg her på egne vegne.