Teater til debatt

Forestillingen ”Manifest 2083” er et forsøg på at begribe, hvordan en så forfærdelig tragedie kan udspille sig, samt at udstille det tankesæt og samfundssyn, der tilsyneladende var udgangspunkt for den forfærdelige handling.

De sidste dage har det vakt forargelse og vrede, at vi på CaféTeatret har besluttet at producere forestillingen ”Manifest 2083”. Vi er blevet beskyldt for dels at gå Anders Breiviks ærinde, og dels at udvise ufølsomhed over for de pårørende. Politikere har taget afstand. Nogle af de pårørende i Norge – og andre – har tilsyneladende krævet forestillingen aflyst.

Det er klart, at disse reaktioner gør indtryk, og at vi i de forgangne dage har været i tvivl om, hvorvidt vi gør det rigtige, når vi insisterer på nødvendigheden af denne forestilling.

Tragedien på Utøya er det mest uhyggelige, der er sket, måske nogensinde, i Skandinavien. Det var en ubegribelig forbrydelse, der ikke bare kostede 77 mennesker livet, men også har traumatiseret og ødelagt livet for de pårørende. Jeg kan godt forstå, at de efterladte sidder tilbage med en sorg, et savn, følelser og tanker, som vi, der ikke direkte er ramt, ikke oplever på egen krop, og som må være ubegribeligt svær at leve med. Jeg kan kun håbe, at de har indre styrke, nære venner og professionel assistance nok til, at de en dag kommer til et punkt, hvor smerten ikke er ubærlig.

Men hvad gør vi andre? Os, der ikke er pårørende i direkte forstand, os, der ikke er norske, os, der på en måde står udenfor, men som alligevel også føler os ramte? Hvor går vi hen med vores vrede, vores smerte, vores frustration og det store ”hvorfor”? Hvordan kunne det ske? Hvad er det i vores kultur, der gør, at en forholdsvis velfungerende mand, som Anders Behring Breivik vælger at opgive de demokratiske spilleregler, og i stedet påbegynde en selvvalgt og gennemkalkuleret radikaliseringsproces? Hvad er det for et tankesæt og menneskesyn, han har ladet sit sind med? Og hvorfra stammer det?

Disse spørgsmål har forskellige forfattere, journalister og analytikere søgt at undersøge og besvare med udgangspunkt i det 1518 siders lange manifest. Det har de ret til. Det er måske endda deres intellektuelle forpligtelse, at forsøge at gøre det uforståelig forståeligt. Eller i det mindste mere begribeligt.

Må teatret så ikke – med udgangspunkt i Anders Behring Breiviks manifest, og med de kritiske og analyserende midler, der er scenekunstens – undersøge de selv samme spørgsmål? Er ikke netop kunstens opgave, nu, at bidrage til at begribe, hvordan noget så forfærdeligt kunne ske? Er et kollektivt rum som teatret ikke det rette sted?

Jeg forstår godt, at pårørende, der får stukket en mikrofon op i ansigtet, og får at vide, at en ”kontroversiel” dramatiker vil læse Anders Behring Breiviks manifest op på scenen, reagerer med vrede. Og det piner mig, at de pårørende skal høre om projektet fra journalister på jagt efter den gode historie.

Til gengæld finder jeg det foruroligende, at så mange politikere føler trang til at reagere på noget, de ikke ved, hvad er.

Pia Kjærsgård, leder af Dansk Folkeparti, kalder flere gange projektet for ”flovt”, men Dansk Folkeparti og deres politiske program nævnes flere steder i manifestet og Pia Kjærsgaard er således ganske ufrivilligt blevet en del af Breiviks univers. Af samme årsag bør hun vel også have en interesse i at forstå, hvordan radikaliseringsprocesser foregår.

Det, der blandt andet gør Breiviks manifest uhyggeligt og som måske gør, at han kunne handle som han gjorde, skyldes at han ikke blev modsagt. Hans holdninger sørgede han for at holde for sig selv. En del af hans forberedelse var netop at skjule sine forehavender og ikke ytre sig, men fortie sine tanker og onde visioner. Jeg tror ikke det er klogt at tie det ihjel. Jeg tror det skal blotlægges.

Siden vi begyndte på projektet, har vi været i kontakt med en række forskere, der undersøger højreradikalisme. Flere af disse forskere vil medvirke i de seminarer, vi planlægger at afholde i forbindelse med forestillingen. Med andre ord, er hensigten at tilegne sig viden og indsigt og stille denne viden og indsigt til rådighed.

Vi ønsker absolut ikke at skabe et talerør for Anders Breivik. Tværtimod. Forestillingen er ikke en ureflekteret objektiv fremførelse af et racistisk manifest, men en subjektiv, kritisk kunstnerisk behandling, der har til hensigt at udstille det tankesæt Anders Breivik langt fra er ene om. Rundt omkring i Europa er højreradikale grupper begyndt at røre på sig, og vi skylder derfor os selv, vores demokrati og vores muslimske medborgere, at undersøge den fremmedfjendtlige ideologi, der ligger til grund for Anders Behring Breiviks fatale handling.

Med andre ord er vi nødt til at fastholde, at denne tragedie ikke er en tosses værk, men i mindst lige så høj grad en politisk handling. Vender vi ansigtet bort og smider manifestet væk, som en dansk politiker foreslog, mister vi muligheden for at forstå, og dermed – på et reflekteret niveau – tage afstand – og prøve at forebygge, at det sker igen. Det kan vi kun ved at få indsigt i Breiviks politiske ståsted, som er nedskrevet i manifestet.

Det er dårlig timing. Det er for tæt på. Jeg ved ikke hvornår tiden er den rette og hvem, der skal afgøre det. For mig var det nødvendigt – ganske få dage efter tragedien – at påbegynde læsningen af manifest 2083 med henblik på at blive bare en smule klogere på hvad det er for en ny form for terror vi potentielt kommer til at stå overfor i fremtiden.

Stykket har premiere et år efter tragedien. Jeg tror ikke, at vi kan vente flere år med kunstnerisk at bearbejde den nye terror. Hvad med fremtidens pårørende, der potentielt kan blive ramt af en ny tragedie i morgen?

Christian Lollike